søndag den 28. april 2019

Panik før lukketid

Kender du det? Du er kort inden forretningernes lukketid på vej ud for at købe et eller andet, som mangler i dit ellers bugnende spisekammer – lad os sige lindete – da en eller anden i den ellers hjemad-ilende menneskemængde pludselig prikker dig på skulderen. Du vender dig om og ser forbavset på personen. Denne præsenterer sig som en gammel ven, men selv om ansigtet virker bekendt og du rynker panden i monumentale folder som Heraklit eller Schopenhauer i et forsøg på at huske, hvem han er, kan du ikke genkende ham.

I din nød begynder du at citere fra en bog, som du netop har læst, men inden længe snart har glemt igen.

Du siger, at tiden gør alting til fortid, og når noget er fortid, er det for altid forsvundet. Tiden afspejler en altomfattende tilintetgørelse. Alt, hvad der findes, tilintetgøres.

Et øjeblik, og påskens blodbestænkede liljer er forsvundet. Et hjerteslag eller tre, og din mor og far, som sandsynligvis gav al deres kærlighed til dig som spæd, er aske på kirkegården.

Du selv lades heller ikke i fred. Du kunne knapt nok synke dit mundvand, da du i spejlet opdagede de første grå hår ved tindingerne og tabet af ansigtets ungdommelige glød og indså, at det snart kan være på tide til at sige farvel.

Du forventer applaus for din veltalenhed, men må med et barns småfornærmede mine konstatere, at du ingen får.

Du skutter dig, da en kold luftning i den begyndende aften bevæger sig hen over den efterhånden affolkede plads oven over undergrundsstationen.

Du siger til den fremmede, at han må forveksle dig med en anden, at du trods mange prik på skulderen gennem tiderne ingen gamle venner har, og sidst men ikke mindst at du har et uopsætteligt ærinde inden forretningernes lukketid. Du har godt nok allerede glemt, hvad det var, du skulle købe. Sandsynligvis på grund af den fremmedes efter din opfattelse efterhånden mere og mere upassende henvendelse. Du har imidlertid været forudseende og har noteret den ønskede vare ned på din telefon. Håndskrevne indkøbssedler findes ikke mere. De lå ellers tit og flød i rendestenen uden for købmanden, gerne med svært læselig skråskrift og irriterende mange spørgsmålstegn. Hvad handlede det om? Var det en slags breve til den verden, som aldrig skrev til de indkøbsseddel-skrivende kunder? Hvorfor skulle det udbasuneres, at hr. Hansen skulle have æg, sild og akvavit? Hvad ragede det os andre? Måtte han kvæles i sin påskefrokost! Du er gal nu. Meget gal. Hvad rager vi overhovedet hinanden? Hvorfor må vi ikke være i fred i det korte tidsrum, vi endnu har tilbage at leve i?

Du forsvinder med hastige skridt ned i gydernes labyrint.

søndag den 30. september 2018

September blues

September blues.
Solen forsvinder mellem
stjernetegnene.

September blues.
Solen forsvinder mellem
stjernetegnene.

September blues.
Solen forsvinder mellem
stjernetegnene.

fredag den 27. april 2018

En skomagers credo

Modsætningernes sammenfald
En skomagers credo

I labyrintens inderste kammer er ulv og lam identiske.

Forestil dig det forvildede får: Jo længere det forvilder sig bort fra hjorden, jo mere bliver det sig selv: Et får.

Båret på hænder og fødder i hyrdens trygge favn bliver lammet til en ulv i fåreklæder. Allerede blodige ulvekløer og -tænder vokser frem som påskeliljer i april i det gamle Norden.

Fuld af trods bygger jeg lammets by afsides fra Herren for at undgå modsætningernes sammenfald.

mandag den 12. marts 2018

Lavvande

Civilisationskritik apollinsk elite
Lavvande

Skeletterne i skabet og liget i lasten holder møde. Nissen, som flytter med, er referent.

”Alt vel, hr. opdagelsesrejsende?” spørger de og ler, skeletterne, så de løse tænder og knoglerne rasler.

Jeg peger ud på det tørlagte hav, for hvis ende jeg engang troede, jeg ville opdage et nyt alfabet.

”Det er lavvande,” siger jeg. ”Permanent lavvande. Som om månen er standset i sin bane om jorden og har trukket havet væk under karavellernes køle.”

”Dybet er krakeleret. Bjergenes rødder blotlagt. Elefanter, giraffer og bøfler krydser Atlanten i rastløs søgen efter verdens sidste mudrede vandhul. På deres vej passerer de hvalskeletter, i hvis hvælvede indre de jordiske rester af profeter, søjlehelgener og eremitter er foreviget i gådefulde positurer.”

”Oh, kunne jeg profetere over de tørre knogler og ville vinden rejse sig, så de blev levende!”

”I ler, men kan det hele ikke blive for horisontalt? Det er, som om de jordiske filosoffer alene tryllede jorden rund for senere at kunne affortrylle den som flad igen som en hån mod den himmelske filosofis forestilling om en akse udspændt mellem Satans og Guds boliger i henholdsvis den hule klodes frosne indre og de saliges øer bag dyrekredsens stjerner. Det er, som om ikke alene elementet vand for evigt er blevet forvist fra den menneskelige sfære, men også brød og vin.”

”I den nivellerede afgrund er der ingen spor efter digternes Atlantis. Myter er løgn. Ånd er løgn, som den nye apollinske elite messer.”

”Jeg længes efter syndfloden. Jeg længes efter sunkne civilisationer. Jeg længes efter havets livgivende og skabende evne.”

mandag den 22. januar 2018