Fællesskab – individets reduktion eller ekspansion?

Leonardo skriver i sin traktat om malerkunsten følgende:

”Hvis du er alene, tilhører du helt dig selv. Hvis du har selskab af blot en eneste anden, tilhører du kun halvt dig selv ...”

Selvom ordene er henvendt til en ung kunststuderende i et af renæssancens værksteder, er det svært at slutte andet end, at Leonardo også på det alment menneskelige plan opfatter fællesskabet som en reduktion af individet. Her er han på linje med mange moderne tænkere, som ser individets oprør mod fællesskabets normer og værdier og samfundets deraf følgende opsplitning i individer eller mindre samfund af individer (subkulturer) som noget positivt. Og det til trods for, at opsplitningen efterhånden har nået en sådan grad, at vi er ved at blive et samfund af forliste skæbner på hver sin øde ø. Jeg kunne nævne mange eksempler på denne i mine øjne for civilisationen bekymrende udvikling. Her vil jeg nøjes med det ene, at man i samfundsdebatten ofte hører vendingen, at et eller andet ”er en privat sag. Det skal samfundet overhovedet ikke blande sig i.” Som var debattøren Robinson Crusoe på vagt med sin muskedonner bag palisaderne, og vi andre, hans medborgere, potentielle kannibaler.

Fællesskab - individets reduktion eller ekspansion?

Selvom jeg selv er en repræsentant for den individualistiske kultur, får jeg lyst til at forsvare fællesskabet. Når mennesket oprindeligt har fundet sammen i mere eller mindre organiserede fællesskaber, så er det jo, fordi det enkelte menneske har svært ved at klare sig selv. Det, at vi samarbejder, gør jo, at det enkelte menneske får en masse muligheder, det ikke ville have haft, hvis det var helt alene. Set ud fra det perspektiv er fællesskabet en ekspansion af individet. Så med samme ret som Leonardo, men med det diametralt modsatte budskab af ham, kan man hævde følgende:

”Hvis du er alene, er du kun halvdelen af det, du kan være. Hvis du har selskab af blot en eneste anden, har du mulighed for at blive hel, dvs. alt det, du kan være.”

Mennesket er aldrig alene, vil jeg endvidere hævde. Hvis det ikke er omgivet af de levende, så er det omgivet af de døde og de endnu ufødte. Og hvis det ikke er omgivet af de endnu ufødte, så er det omgivet af de døde. Leonardo førte lange samtaler med Vitruvius, når han selv mente, at han var alene. Han tilhørte aldrig helt sig selv.

Note: Oversættelsen af Leonardos citat er muligvis lidt fri. Citatet er oversat fra engelsk, hvor citatet findes i minimum to versioner, og da jeg ikke kender den oprindelige italienske ordlyd, er det svært at afgøre, hvilken en der er den mest korrekte. Den første sætning kan muligvis også oversættes som: ”Hvis du er alene, er du din egen mester.”